Vi overtog Nystedgård på Hesselvej 79 lige udenfor Slagslunde d. 1. maj. Det er vi rigtig glade for, og det kunne vi tænke os at vores lokalmiljø også blev.
Vi har selv mange gode ideer til hvordan det kan ske, men kan godt bruge flere samt noget sparring.
Derfor indbyder vi til gård-/markvandring og workshops med efterfølgende høstfest d. 17.9.16.
Vi starter kl. 15 med en markvandring med bonden. Ved 16-tiden er der diverse workshops, som man kan deltage i hvis man har lyst, og der vil samtidig være kaffe og en småkage.
Snakke-workshops:
- Skolehaver/-landbrug:
Kan vi samarbejde med skolen om at få børnene ud i naturen og på markerne? - Butik:
Kunne Nystedgård blive en aktiv deltager i at forsyne lokalsamfundet med gode råvarer? Hvordan kan vi det? Gårdbutik? Fødevarefælleskab? Andelsforretning?, Café? - Sti mellem Slagslunde og skoven:
Kan der skabes bedre adgang til naturen og gården, f.eks. i form af en sti til skoven?
Hvis man ikke har lyst til at snakke tilbyder vi også lugeterapi:
- Nystedgård har en meget fin, gammel knoldebro (en stenbelagt gårdplads). Desværre vil ukrudtet også gerne være der, så her er muligheden for at gå i en (dyb) meditativ tilstand, mens de små grønne planter hives op.
Måske bliver der også mulighed for at give en hånd med i køkkenet, hvor Mikael og Mia Maja forbereder en middag af lækre lokale råvarer, som man kan få lov til at nyde for 100 kr. pr. person. Medbring selv drikkevarer, tallerkner og bestik.
Ved 17.30-tiden hjælpes vi ad med at sætte borde frem og gøre klar til middag. Herefter nyder vi maden, lytter til levende musik og hygger os sammen.
Man kan deltage i hele molevitten, kun workshops, kun middag eller bare kigge ind.
Men giv os lige et praj, så vi har lidt overblik over hvor mange vi skal vente. Helst på lonedorrit@gmail.com. Og helst senest den 14. september.
Tilmelding og betaling af middagen sker via Mobilepay på 61303618, skriv navn og antal.

